Forventninger til livet...

Kan være store og små - og fornylig har jeg tænkt over de forventninger vi har til dem vi lever sammen med eller rettere ønsker, at leve sammen med....

Efter at have læst lidt forskellige kontakt annoncer på nettet, virker det som om de fleste stræber efter, både mænd og kvinder, et eller anden super menneske der kan det hele, der vil det hele og ingen fejl har.
Hvor realistisk er det så lige og hvordan undgår man skuffelsen.... Søger man dette fordi man i bund og grund ikke ønsker en at dele livet med - da vi jo godt inderst inde ved at superman og catwoman kun findes som tegnefilm? Har vi så høje tanker om os selv at, intet mindre kan gøre det?
Eller er det bare tidens trendt, at hvis du ikke kan stå på vandski, skifte ble, være bevist omkring din krop og være ved at rede verden, samtidig - så er vi ikke helt perfekte.....
Eller er det fordi at vi menneskebørn har fundet ud af, at vi ikke er udødelige og bare føler at vi bliver nød til at søge efter højeste fællesnævner, så vi kan sige til os selv og dem der kigger - jeg gjorde hvad jeg kunne....

Jeg har set både mænd og kvinder behandle deres koner/mænd/kærester som et trofæ - og som bliver vist frem, på den mest usmagelige måde - men men jeg tror bare jeg sætter mig tilbage i min hule og venter på at noget der kommer forbi på 2 ben .....

For den da også...

er det ikke alle vores pligt at være en del af samfundet?? Vi er samfundet! 

Jeg vil have lov til at sige til når der er nogen, der opføre sig på kant med vores samfund - jeg nægter at lade mig kyse af truende adfærd. Hver gang vi lader "stå til" går det galt.

Det betyder også at hvis unge mennesker, der bevæger sig rundt i offentligheden, og opfører sig uhensigsmæssig - så skal de have det at vide.

Det skal være okay at fortælle andres folks børn, at de ikke opfører sig ordentlig når deres mor og far ikke er tilsted - selvfølgelig på en ordentlig måde. Hvis vi altid trækker på skulderene og tænker, at andre sku må tage sig af problemet eller ikke tør - så kan det nemt blive misforstået som at man er lige glad med deres opførelse eller bliver bange. Og det er sku trist.

Jeg aner ikke hvad man kan gøre ved problemet - men jeg bliver ved.....

Tidens tand

For en måned siden var jeg til jubilæumsfest på mit gamle gymnasium.... Hold da helt op, hvor man bare lynhurtigt ryger ind i de gamle roller igen;
De var der alle sammen - de selvfede - de overstrømmende - de beskyttende - de snakkende og de tavse og selvfølgelig også dem man på en eller anden måde har savnet.

Jeg har ikke holdt kontakten med min klasse - det er ikke en tid jeg husker tilbage på, med de store hjertelige følelser..... men jeg synes det er tankevækkende at 25 år alligevel har gjort så meget eller skulle jeg sige så lidt...